Sådan planter man roser

Storblomstrende roser giver store fyldte blomster, gode til afskæring.
Buketroser giver mange blomster i store klaser. Velegnet til grupper og bede. God til afskæring. Historiske- og buskroser giver store duftende blomster og bliver højere end almindelige roser.

Højder på roser:

Lave: 40 - 60 cm. / Mellemhøje: 60 - 80 cm. / Høje: over 80 cm.

Plantning

Roser plantes med podestedet 5 - 10 cm. under jordoverfladen.
Har der stået roser på plantestedet før, bør jorden udskiftes grundigt eller der anvendes ren komposteret kogødning eller rosenjord i plantehullet.
Storblomstrede- og buketroser plantes med en afstand på 45 - 50 cm.

Pasning

Hvert forår, når der ikke længere er risiko for frost klippes roserne tilbage til 15 - 20 cm. over jorden.
Sommeren igennem fjernes visne blomsterstande, hvilket fremmer næste blomstring.
Hvis der i løbet af vækstsæsonen bliver behov for at vande, undgå da at vande på blade og blomster.
Før vinteren beskyttes roser med et godt lag sphagnum eller kokompost.

Stammede roser

Stammede roser klippes hvert forår tilbage til en grenlængde på 10 - 15 cm.
Visne blomster fjernes.
Stammede roser vinterbeskyttes omkring okulationsstedet ved at sætte gran el. vinterdug over kronen.Gødning.

Roser gives en grundgødning i foråret med kunstgødning, som suppleres sommeren igennem. Som alternativ kan man vælge at bruge en organisk gødning ved vækst start, og supplere med kunstgødning sommeren igennem.
Det er vigtigt, at der kun gødes, når plantens blade er tørre.

Gode råd om plantning.

Jorden skal være løs, også i bunden af plantehullet.
Komposteret kogødning kan med fordel blandes i jorden, men brug aldrig kunst- eller naturgødning direkte i plantehullet, det vil svide rødderne.
Planter som står i potter gennemvandes grundigt inden plantning. Barrodsplanter plantes straks. Lad dem aldrig ligge i solen og tørre. Ved plantning rystes planterne, så jorden kommer ned mellem rødderne.
Klump eller net om planternes rødder fjernes normalt ikke inden plantning. Er nettet snoet om rodhalsen klippes dette op, når planten er sat ned i plantehullet. Potter og plastposer fjernes altid fra roden.
Tryk altid planterne godt fast efter plantning og gennemvand jorden. Planterne skal vandes jævnligt i den første tid efter plantning.
Planter i potter eller med klump kan plantes hele året, blot jorden er frostfri. Et lag barkflis i ca. 10 cm. tykkelse eller bunddækkende planter, er med til at holde på fugtigheden og giver en pæn og ukrudtsfri overflade.

Yderlige spørgsmål besvares gerne af gartneren i planteskolen.

KUNDEKLUB

Du får særlige tilbud til kundeklubspris og nyhedsbreve på mail. Her giver vi tips og gode råd til dig og din have samtidig med, at vi fortæller om nyheder indenfor alt det grønne.

Tilmeld